Sarahs dilemma

 

 

-         Sarah, vil du lige hente en ny pakke kridt på kontoret?

-         Må jeg tage en med?

-         Det er vist ikke nødvendigt!

 

Sarah rejste sig og gik langsomt hen mod døren. Hun ville ellers gerne have haft en med. Ikke fordi hun ikke kunne gå hen efter en pakke kridt alene. Men hun ville have nydt at stå foran klassen og vælge, hvem den heldige skulle være. Måske kunne hun have trukket tiden lidt ud, indtil de alle kiggede forventningsfuldt på hende. Og så ville hun have sagt: Tanja. Og Tanja ville have smilet til hende. Glad for at slippe væk fra klassen et øjeblik. Glad for at blive valgt.

 

Tanja var den mest populære pige i klassen. Og den mest magtfulde. Alle forsøgte at efterligne hende, og alle gjorde som hun sagde. Hvis man hørte til blandt Tanjas udvalgte, havde man det godt. Trodsede man Tanja eller forsøgte man at holde sig fra hende, var man ensom. Ingen talte med en der var udenfor.

 

Sarah var udenfor. Ikke fordi hun gerne ville. Der var intet hun ønskede højere end at være med blandt Tanjas veninder. Men det var ikke let. Der var det med tøjet. Hvis man ville være sammen med Tanja, måtte man være smart i tøjet. Sarah havde ikke smart tøj. Det meste arvede hun fra sine ældre søskende. Og det var bestemt ikke den slags tøj der talte hos Tanja.

Man måtte også have penge til slik. Pigerne i Tanjas inderkreds havde altid en pose i lommen som de nærmest konkurrerede om at byde af. Ikke til alle. Naturligvis. Kun til Tanja og nogle få udvalgte. Sarah havde ikke penge til slik. Siden mor blev arbejdsløs havde de droppet det med lommepengene.  Der var ikke engang penge til det mest nødvendige.

 

Sarah lukkede stille døren til klasseværelset bag sig. Hun gispede af overraskelse da hun så sin bror, Thomas, i garderoben. Han stod helt henne ved jakkerne og trådte forskrækket et skridt tilbage da han så hende.

 

-         Hvad laver du her?

-         Hvad mener du?

-         Du har ikke noget at gøre i vores garderobe.

-         Jeg… jeg skulle bare se på en jakke.

-         Se på en jakke?

-          

Sarah kiggede mistroisk på Thomas. Stod han ikke der og rødmede?

 

-         Du talte om ... en fra din klasse.. som havde fået en smart jakke…

-         Og hvad så?

-         Lover du ikke at fortælle det til nogen?

-         Selvfølgelig

-         Du har jo snart fødselsdag og …

-         Og hvad? Mor sagde jo, at den jakke var alt for dyr.

-         Det sagde hun, men hvad nu hvis …

 

Sarah hoppede op og ned af glæde. Tænk, mor ville alligevel købe den jakke til hende i fødselsdagsgave! Thomas havde sikkert forklaret mor hvor meget det betød for Sarah med den jakke. Og nu skulle han undersøge jakken for at være sikker på at de købte lige præcis den samme som Tanjas.

 

-         Åh, Thomas, du er jordens bedste storebror!

 

Sarah gav Thomas et kæmpeknus.

 

-         Jeg lover at jeg lader som ingenting. Jeg skal nok blive vældig overrasket når jeg får den.

-         Det er jo ikke … det.. Du må ikke regne med…

 

Thomas var forlegen. Han skubbede Sarah væk og skyndte sig hen ad gangen til sit eget klasseværelse.

 

Sarah nærmest fløj hen til kontoret efter kridt. Da hun kom ind i klassen med kridtet, kiggede alle op.

 

-         Det tog sin tid!

 

Matematiklæreren kiggede på hende over kanten af brillerne. Hvad var der sket med pigen? Hun nærmest strålede. Hende, der ellers altid virkede så stille og undselig. Tænk at hun kunne blive så lykkelig over at få en opgave. At der virkelig ikke skulle mere til for at redde hendes dag. Det arme barn. Det stod vist heller ikke for godt til derhjemme. Arbejdsløs mor, fordrukken far og et utal af unger i alle aldre. Matematiklæreren besluttede for sig selv, at han i fremtiden ville sørge for at give Sarah flere af den slags små privilegier.

 

Da klokken ringede for Sarah ud af klassen. Ud til sit specielle sted for enden af gymnastiksalen. Her kunne hun være i fred for spydige kommentarer fra Tanja og hendes veninder, og alligevel overskue det meste af skolegården.

 

Hun fik øje på Thomas. Han kom gående ad stien oppe fra kiosken. Når man kom i 7. måtte man forlade skolens område i frikvartererne. Selv om hun vidste at han ikke kunne se hende, smilede hun og vinkede sammensvorent til ham. Tænk at han havde fået mor til at købe den dyre jakke til hende.

 

Thomas gik sammen med en gruppe drenge fra sin klasse. Alle bevæbnede med 1œ liters colaflasker, chips og bagerposer. Også Thomas. Et kort øjeblik undrede hun sig over hvor Thomas havde penge fra til slik og cola, så glemte hun det igen. Hun forestillede sig de andres reaktion, når hun om få dage kom i skole i samme dyre jakke som Tanja. Så ville hun være med i flokken. Aldrig mere tilbringe frikvarteret bag gymnastiksalen. Hvis hun var heldig fik hun også lidt penge i gave, så hun kunne købe slik. Så ville hun nådigt byde Tanja et stykke, men ingen andre.

 

 

Der var råben og snakken i klassen, da Sarah kom ind efter frikvarteret. Pigerne stod tæt omkring Tanja, og luften var tyk af harme og forargelse.

 

-         Sæt jer på jeres pladser!

 

Klasselæreren lukkede døren bag sig.

 

-         Hvad er I så ophidsede over?

 

En skov af pigehænder røg i vejret.

 

-         Tanja har fået stjålet nogle penge.

-         Tanja havde 50 kr. i sin jakkelomme, nu er de væk.

-         Det er simpelthen for meget, at man ikke kan have sine ting i fred.

-         De er blevet stjålet i timen for de var der i sidste frikvarter.

 

Tanja behøvede ikke selv sige noget. Alle pigerne havde travlt med at forklare problemet på hendes vegne. De talte forarget i munden på hinanden. Om 50 kr. der var forsvundet fra Tanjas jakkelomme i løbet af sidste time. Om hvem tyven kunne være.

 

Om hvem der havde været på gangen i sidste time.

 

Sarah ville rejse sig og løbe ud af klassen, men hun kunne ikke. Kunne ikke bevæge sig. Kun vente.

 

-         Det må være en fra naboklassen. Ingen herfra var ude i løbet af sidste time…

 

 

Sarah følte jorden forsvinde under sig, da hele klassen vendte sig og så på hende.