Eksperterne
Et af de faglige mål med Den dynamiske lærebog er at forbedre elevernes it-færdigheder og deres fortrolighed med it som medium. I projektbeskrivelsen hedder det, at:
"elever og lærere får fortrolighed med og viden om søgning efter oplysninger på nettet, fortrolighed med hjemmesiden som medium, færdigheder i målrettet kommunikation, læsning af hypertekster samt bevidsthed om etiske aspekter ved brug af mediet.”
Elevernes egne præsentationssider
Elevernes it-kompetencer styrkes dels gennem udarbejdelsen af dynamitbøgerne, dels ved at hver enkelt elev skal udforme sin egen præsentationsside. På siden skal eleven tage stilling til både form og indhold: Hvad skal der stå – og hvordan skal det se ud?
Eleverne har mulighed for at lægge billeder fra projektets billededatabase ind på siden, ændre baggrunden og lave undermenupunkter.
Eleverne kan også indsætte en gæstebog, så andre elever kan skrive til dem. Selv eleverne i 2. klasse har med nogen hjælp fra læreren skabt meget flotte præsentationssider.
Gæstebøger
Undervejs i projektet har det vist sig, at det betyder meget for eleverne, at deres side ser flot ud – ligesom de har været optaget af, hvordan de andres sider ser ud. Det ses bl.a. i gæstebøgerne, hvor eleverne har kommenteret hinandens sider – både når de finder siden ”sej”, og når de synes, den mangler nogle ”effekter” - f.eks. farver, flottere baggrund eller flere billeder.
Gennem gæstebøgerne har eleverne - oveni den sociale korrespondance - også spurgt hinanden til råds om, hvordan siderne kan udformes, og hvor man kan finde seje billeder.
"Vi har hjulpet en der havde brug for hjælp"
Det er fredag d. 31. oktober i 4.B på Tallerupskolen. Klassen er lige startet på arbejdet med at skrive dynamiske lærebøger om matematik og fritid til 2.C på Kroggårdsskolen. Anders og Jonas arbejder med friluftsliv. De starter dagen med at tjekke deres gæstebøger.
Rune fra 2.C på Kroggårdsskolen har været inde på Anders' side og har skrevet i hans gæstebog:
Sikke nogle flotte Dragon ball Z. Hvordan har du lavet dem
Skriv til Rune 2c Kroggådsskolen
VH
RUNe
Anders og Jonas snakker om Runes spørgsmål og fortæller de andre elever i klassen og deres lærer, at Anders har fået et spørgsmål i sin gæstebog. Anders skriver hurtigt en forklaring i Runes gæstebog:
Hej Rune!
Jeg er gået ind under google og så er jeg gået ind under dragonball z!
Det var der jeg fandt billederne af dragonball z!
MVH Anders!
(Med Venlig Hilsen Anders)
Anders er tydeligt stolt over, at Rune har bedt om hans hjælp – og glad for at kunne hjælpe. Det fremgår også af dagens logbog, hvor Anders og Jonas har skrevet:
Hvad har I lavet siden sidst?
hjulpet en der havde brug for hjælp!
Det vil vi også lave
Blandt de deltagende lærere i projektet er der enighed om, at eleverne i vidt omfang deler deres nyerhvervede computer-færdigheder og -erfaringer med hinanden.
Gitte Rasmussen er matematiklærer i 4. b på Tallerupskolen. Klassen. Hun siger:
"I arbejdet med at lave dynamitbøger om matematik og fritid fandt to af drengene ud af, at de ville have en inputfunktion på deres side. Det viste jeg dem, hvordan de skulle gøre. Da de først havde lavet det, kunne de andre elever godt se fordelene ved at have interaktive elementer på siden - så det ville de også gerne lære. Det blev hurtigt sådan, at de to drenge underviste de andre elever i, hvordan de skulle gøre."
Gitte Rasmussen fortsætter:
"Generelt har det været sådan i arbejdet med dynamitbogen, at eleverne har været meget gode til at hjælpe hinanden med de tekniske ting. Hvis jeg har været i gang med at hjælpe nogen, og andre samtidig har haft brug for hjælp, har der som regel været nogle andre elever, som har tilbudt deres hjælp - og så har de fundet ud af det sammen", fortæller Gitte Rasmussen - og tilføjer at enkelte elever er blevet så teknisk dygtige, at de er lige så hurtige som hende til at løse evt. problemer - hvis ikke hurtigere.
|