Historien om James Blomst og Gudrun
- nissehistorien hvor du vælger handlingen...
Jesper, Lea og Louise fra 8.B på Agedrup Skole har udformet deres bidrag til klassens dynamiske lærebog som en spilhistorie – en genre eleverne efter eget udsagn ikke havde det store kendskab til, men som de havde lyst til at prøve kræfter med.
De tre elever startede med at finde ud af, hvilke personer historien skulle handle om, og i fælleskab fandt de på nisserne James Blomst og Gudrun, som er grundigt beskrevet i starten af historien.
Princippet i historien er, at læseren vælger en identitet og kommer igennem historien som enten James Blomst eller Gudrun (der er også en ekstra – lidt hemmelig – mulighed). Når læseren har valgt sin hovedperson, er historien i gang, og det næste valg skal træffes.
Overblik
Spilhistoriens mange valgmuligheder er forfatternes store udfordring – for alle historiens sidespor skal ende med at hænge sammen, så historien giver mening ligegyldigt, hvilke veje læseren vælger at gå.
Det kræver overblik, hvilket Jesper, Lea og Louise skaffede sig ved at skrive udkast til historiens forskellige kapitler på A-4-ark, som de lagde ud på gulvet i et klasselokale! I perioder tog de også tavlen til hjælp for at holde styr på ideerne:

De tre elever har arbejdet tæt sammen om udviklingen af historien, dens sideveje og vildveje – for der skal være nogle udfordringer forbundet med at læse en spilhistorie. Læserne vil derfor erfare, at ikke alle valg er lige hensigtsmæssige.
Til gengæld er man som læser sikret en god oplevelse. Det skyldes bl.a. at eleverne på grund af deres tætte samarbejde efter eget udsagn har fået alle deres gode ideer med.
Lea er ikke i tvivl: - Det er blevet bedre af, at vi har arbejdet sammen. Det betyder også noget, at der er mange, som skal læse det. Så gør man sig meget mere umage.
Gå på jagt i Jesper, Lea og Louises historie her
|