Projektbeskrivelse
Dette er den fuldstændige projektbeskrivelse udarbejdet af Lisbet Kühn og Jeppe Bundsgaard i foråret 2003. Her er den dynamiske lærebogs danskfaglige og didaktiske aspekter beskrevet sammen med de metodiske overvejelser bag projektet:
Den dynamiske lærebog
Ældre elever producerer en hypertekstlærebog som yngre elever arbejder med.
Projektet Den dynamiske lærebog retter sig mod to af udbudsmaterialets temaer:
a) IT's muligheder for at realisere de faglige mål for fagene dansk (specielt læsning), naturfag (herunder matematik) og historie.
Og b) Internetbaserede undervisningsmidler til brug i dansk og naturfagsundervisningen, (herunder matematik).
Ideen i projektet er at ældre skoleklasser undersøger et eller flere områder gennem søgning på nettet og andre steder og derefter skriver og forbinder en samling tekster (som en hypertekststruktur) om emnet.
Teksterne skal skrives til og eventuelt sammen med navngivne yngre klasser.
Når tekstsamlingerne er skrevet og publiceret, arbejder de yngre klasser med dem. De har nu mulighed for at kommunikere i elektroniske debatfora med de ældre elever, når der er ting de ikke forstår eller som de gerne vil have uddybet. Derved får de ældre elever mulighed for at se hvordan deres materiale har virket virker – og måske for at redigere i det som konsekvens af kommentarerne.
Teksterne publiceres på et site der er særlig indrettet til det. Sitet kan indrettes i emneområder – fx transport, dyr, samfund, mennesker, miljø osv. Når ITMF-projektet er overstået har nye klasser mulighed for at producere nye materialesamlinger (altid under forudsætning af at de har aftale med en konkret klasse som modtager) og arbejde med de gamle materialer.
Når nye materialer udvikles bliver det muligt gennem hyperlinks at inddrage tekster fra de tidligere materialer.
Nye materialer kan således bygge på de allerede producerede. Derved udvikles der et væv af forbundne materialer, hvor gode tekster kanoniseres og spindes ind i stadig nye sammenhænge.
Projektet bygger på og oparbejder en række kernekompetencer inden for faget dansk. Vi fokuserer på 3 klare danskfaglige mål:
- Begynderlæsning for de helt små elever og videregående læsning – særlig i relation til hypertekster – for de større.
"forstå og bruge forskellige trykte og elektroniske kildetyper (tekster, billeder og lyd) målrettet og kritisk, herunder udvælge, bearbejde og sammenfatte det væsentlige i teksten i forhold til læseformål" (Klare Mål – Dansk, s. 12)
- Skrivning og responsgivning i relation til en veldefineret kommunikationssituation.
"bruge informationsteknologi til at organisere, tydeliggøre og præsentere information til en bestemt målgruppe" (Klare Mål – Dansk, s. 12)
- Forberede søgning gennem samtale og læsning om emnet, gennemføre søgning gennem udvikling og afprøvning af søgeord, læsning og vurdering af linksider, skimning og fokuslæsning af udvalgte sider.
"søge forskellig slags information og anvende den bevidst i en form, der passer til situationen." (Klare Mål – Dansk, s. 13)
Projektet er altså i sin kerne danskfagligt, men gennem valget af emneområder til undersøgelse og behandling, kan eleverne og deres lærere tone det i retning af andre fagområder, hvorved projektet bliver tværfagligt.
Nogle elever vil beskæftige sig med rent danskfaglige emneområder (fx præsentation af en forfatter, af medier, af avisskrivning), eller rent matematikfaglige (fx statistik, måling, matematisk problemløsning, geometri), men de fleste vil ganske givet vælge emner der ligger inden for andre fagområder (fx naturfaglige, historiske osv.).
ITMF-projektet gennemføres af et netværk af klasser og deres lærere på en række fynske skoler. Det foregår i fire etaper:
- Lærerne uddannes og planlægger forløbet
- De ældre elever samler materiale og skriver og publicerer tekster. De kan evt. kommunikere på tværs af klasserne om deres produkter og om forløbet mere generelt.
- De yngre elever arbejder med materialet og kommunikerer med de ældre.
- De ældre elever korrigerer deres materialer.
Ad. 1) Lærerne mødes har tre fælles møde før projektet, hvor de introduceres til de tekniske dimensioner og diskuterer didaktiske og pædagogiske muligheder og udfordringer i projektet: Søgning på internettet og de læsestrategier der indgår i denne, bearbejdning af internettekster, skrivning af og responsgivning på elevtekster, publicering og opbygninggelse af et materiale med programmet SmartSite, overvejelser over hvordan materialesamlingerne kan opbygges (hvordan hypertekststrukturen kan udformes), overvejelser over hvordan de yngre elever kan arbejde med materialet og hvordan kommunikationen kan foregå mellem eleverne efterfølgende. Overvejelser over projektets relation til faglige mål.
Ad. 2) De ældre elever vælger i samråd med deres lærere og med de yngre elever et eller flere emner at beskæftige sig med. Vælger grupper fra flere af de deltagende klasser det samme emne, kan de arbejde sammen elektronisk om at udvikle et fælles materiale.
Forløbet falder omtrentligt i disse trin:
- Emnevalg og problemformulering – klassen kan vælge at arbejde med samme eller flere emner eller delemner.
- Søgning. Herunder forestilling af potentielle tekster (udvikling af søgeord), læsning af linksider; skimning, fokuslæsning og analyse af måske relevante tekster, samt vurdering af interesser, forudsætninger, mål og anvendelighed i relation til elevernes projekt.
- Overvejelser over modtagergruppens forudsætninger og interesser. Valg af genre og tiltaleform.
- Samling af materiale og fornyet fokusering og problemformulering. Indledende struktur på hyperteksten.
- Skrivning og gensidig responsgivning – elev-elev-respons internt eller på tværs af klasserne og lærer-elevrespons. Løbende publicering og opbygning af hypertekststrukturen.
Ad. 3) De yngre elever arbejder også med emnet, så de har forforståelse og viden at læse og stille spørgsmål ud fra. Undervejs kommunikerer store og små elever. De store beder om respons på tekster, de små stiller spørgsmål, til teksterne eller om ting de ønsker belyst.
Hvis materialet er opbygget som undervisningsmateriale, kan det være strukturerende for forløbet; er det opbygget som mere leksikalt materiale, kan det indgå løbende i et andet forløb.
Målet er at de yngre elever vænner sig til at bruge internettet til surfing i fagtekster, at de arbejder med skærmlæsning – herunder beslutter sig for hvornår noget er relevant at skrive ud. At de bruger teksterne i deres eget projekt – altså fx læser efter oplysninger, efter oplevelser, bredt efter forståelse af feltet osv.
Når eleverne har arbejdet med teksterne – og er gået på opdagelse efter svar på de spørgsmål, de har stillet i forbindelse med læsningen, skal de formulere spørgsmål til de ældre elever. De ældre elever svarer på spørgsmålene evt. efter at have søgt svaret på internettet og andre steder.
Ad 4) De ældre elever indarbejder nu – i det omfang det er relevant for materialet – de svar og nye oplysninger, de har fundet efter deres kommunikation med de yngre elever.
Netværk
Projektleder er Lisbet Kühn, Tallerupskolen i Tommerup på Fyn. Hun har samlet et netværk af 7 skoler med 12 lærere for 10 klasser inden for fagene dansk, naturfag, historie og matematik.
Som oplæg til projektet skal alle der ønsker at deltage skrive en kort tekst der beskriver hvorfor de ønsker at deltage i projektet, hvad deres forudsætninger er for at deltage i projektet, hvad de vil bruge det til i deres egen og deres klasses udvikling og hvad de ser som projektets største styrke og største svaghed.
Programmet og udvikling af internetbaseret læremiddel
I projektet indgår anvendelse og tilpasning af programmet SmartSite, som er et meget lettilgængeligt Content Management System, udviklet af Jeppe Bundsgaard [nu i samarbejde med Forlaget Alinea]. Programmet giver mulighed for at mange brugere med forskellige rettigheder i samarbejde udvikler på fælles og individuelle dele af et velstruktureret internetsite. Og programmet giver mulighed for en lang række interaktive relationer, fx kan der til materialet knyttes spørgsmål der kan besvares på nettet, og der kan oprettes forskellige fora for brugerkommentarer til teksterne. Programmet kan anvendes umodificeret til Den dynamiske lærebog.
Internetsitet Den dynamiske lærebog etableres og designes i et samarbejde mellem projektledelsen og Alinea, og Alinea står for den fremtidige drift og udvikling af sitet. Alinea vil udvikle en forretningsmodel der gør sitet billigt at få adgang til.
Sandsynligvis vil det være gratis at anvende allerede udviklede materialer, mens det vil kræve licens at producere nye materialer på den ovenfor beskrevne måde.
Referencer
- Projektlederen og en af netværkets lærere har tidligere samarbejdet med ph.d.-stipendiat Jeppe Bundsgaard om projektet "6. klassernes parlament", hvor målet var at eleverne gennem samarbejde lokalt og elektronisk på tværs af skolerne undersøgte argumenter i en række dyrevelfærdsdebatter og selv udviklede argumenter og skrev læserbreve, som dannede baggrund for en elektronisk debat i form af en telehøring. Se www.tallerupskolen.dk/parlament .
- Projektlederen har gennem det seneste år arbejdet sammen med Jeppe Bundsgaard om udvikling af IT-didaktikken i danskfaget gennem en række undervisningsforløb der integrerer internettet og anden informationsteknologi. Se www.tallerupskolen.dk/96 .
|