Samarbejde

Samarbejde er et væsentligt aspekt af dynamitbogen –  i de enkelte klasser og klasserne imellem. Derfor rummer sitets undervisningsmateriale et samarbejdskursus, som skal give eleverne nogle konkrete redskaber til at lette samarbejdet om dynamitbøgerne -  og i hverdagen i det hele taget.

 

I de fleste af de deltagende klasser har eleverne arbejdet sammen i faste grupper, som på nogle skoler også har været samarbejdsgrupper i andre fag, mens dymanitbogsprojektet har kørt. Grupperne har varieret fra 2-4 medlemmer.

Det er godt at arbejde sammen

På Otterup Skole har Kalle, Christian, Stefan og Simon fra 4. klasse arbejdet sammen om Nissedymamitbogen, som 8.B på Agedrup Skole har skrevet. Drengene har været glad for samarbejdet, fordi det har været sjovt, og fordi de har kunnet få det til at lykkes – selv om Stefan fortæller, at han og Simon i starten lavede alt for meget ballade: - Men det problem fik vi løst, fortæller han.

 

 

 

 

Christian er glad for det tætte samarbejde i gruppen af en anden grund. Han forklarer: - Det er godt at kunne samarbejde, for det skal man jo kunne, når man bliver voksen. Min morfar er murer, og i går var han f.eks. ude og brække en brændeovn ned, og det var han nødt til at samarbejde med en anden om, for der var nødt til at være to til at bære den. Når man arbejder så tæt sammmen, som vi har gjort i vores gruppe, bliver man også rigtig god til det, slutter Christian.

At kunne give respons

På Østre Skole i Svendborg har 8. klasse skrevet en dynamitbog om kammeratskab til 4. klasse på Tallerupskolen.

 

Også her er arbejdet med bogens forskellige kapitler foregået i små grupper, mens det overordnede ansvar for at få bogens kapitler til at hænge sammen i en helhed har hvilet på to af klassens elever, Anna-Sofie og Sofies, skuldre. De to piger har haft til opgave at lave dynamitbogens forside og sørge for at redigere og placere alle gruppers tekster i den dynamiske bog efterhånden, som de er blevet færdige.

 

 

 

 

Men før bidragene er nået så langt, har Sofie og Anna-Sofie læst dem igennem og givet forfatterne respons. Pigerne er enige om, at det har været en spændende og lærerig opgave, som ind imellem også har været svær.

 

Sofie siger: - Det har været svært at være helt ærlig, når en af de andre fra klassen har brugt lang tid på en tekst, som alligevel ikke er blevet helt god nok. Men jeg har alligevel sagt, at jeg ikke syntes, det var godt nok, men på en flink måde. Jeg har også prøvet at give råd til, hvordan de kunne gøre det anderledes. Herunder kan du få et indtryk af, hvordan Sofie og Anna-Sofie har arbejdet.

 

Elevfortælling af Trine Bundsgaard • www.trine.bundsgaard.nettrine@bundsgaard.net
SmartSite Publisher